Gresca - Når en gang bare ikke er nok

Det er tunge bekymringer, der ligger på den rejsendes skuldre i spørgsmålet om hvordan overlevelsen sikres under fremmede himmelstrøg.

Skal man droppe ind på hjørnet ved den lokale og få en omgang rustisk mad? Man kan dæmpe ambitionerne, åbne tegnebogen og slå sig ned ved turisthovedstrøgene, hvor restauranterne ved de alligevel aldrig, ser den samme turist igen. Endelig kan man prøve at opspore de bedre steder, en aktivitet der bør gøres hjemmefra og i god tid for at sikre bord. Sidste del kiksede for undertegnede pga. IT koks og det faktum at det meste af Barcelona er lukket i august. Til alt held boede vi tæt på Gresca, der har fået meget rosende omtale på bl.a. Egullet. Det skulle vise sig at være så godt, at vi spiste der to gange på en uge. Første gang til en Menu Degustacion, den helt store omgang og anden gang til en tre-retters a la carte. Og bare rolig, lige så dårlig hjemmesiden er, lige så god er maden.

Jeg vil ikke gennemgå alle ni retter, men blot konstatere, at jeg aldrig før har oplevet så mange serveringer, hvor jeg sidder og klapper i hænderne over samtlige af dem. Som oftest er der på en god aften et par mindeværdige retter - her var rub og stub i topklasse. Madstilen er enkel, men baseret på super råvarer. Smagen er utrolig mættet i samtlige serveringer. Man kan fornemme Spanien i retterne - solen, krydderierne, stoltheden og temperamentet. Der er gas på krydringen og brug af eddiker mv. En stor omvæltning fra den i øjeblikket fremherskende nordiske stil herhjemme, hvor det ofte er små smagsforskelle i urter der dominerer. Samtidig kan man fornemme El Bulli's nærvær og de nye tendenser i tekstur og tilberedning.

Til appetizer fik vi en en råmarineret sardinfilet dækket med en tynd skive gele og ristede sesamfrø. Sardinen var lun og bar tydelig præg af eddike, der medførte at kødet fremstod et sted mellem tilberedt og råt. Sesamfrøene gav asiatiske associationer - et element der gik igen i flere af serveringerne.

En marineret makrel med smag af sherryeddike og rosa peber vakte stor henrykkelse - så stor at min medspiser måtte have den igen anden gang vi besøgte Gresca. Makrellen var serveret på flager af æggeblomme, rå blomkåls-fnuller og sojamarineret agurk. Smagen var både parfumeret og skarp som en knivsæg - en mesterlig servering.

Flere restauranter gør krav på at have opfundet diverse retter, der er blevet klassikere hos dem - såkaldte signaturretter. En sådan er hos Gresca carpaccio af blækspruttearme med sort pølse, vel en art blodpølse - jeg er ikke så stiv ud i diverse spanske pølser og specialiteter. Serveret på en bund af kartoffelmos og omkranset af marineret Zucchini. Til vores andet besøg, hvor vi selv kunne bestemme retterne, måtte jeg, i sandhedens og Deres tjeneste, teste lidt rå blækspruttearme. En meget skulpturel ret, der smagsmæssigt fremstod absolut ordinær i forhold til resten.

Til hovedret fik jeg de største kammuslinger jeg har oplevet. Vi snakker to moppedrenge, hvor den største vel var på 120 gram, serveret med hele friterede mini-rejer og en sauce på pinjekerner og skaldyr. Der var uforskammet godt - på den syndige måde.

Anden hovedret i menuen var due med ingefær. Et duebryst tilberedt Sous Vide - helt igennem perfekt. Tilberedningen i vakuum havde sikret det møreste, mest jævnt tilberedte lille stykke kød. Som toppen af kransekagen lå låret øverst med sprødt skind stegt på traditionel vis. Det hele var anrettet på en glace af duefond og en streg Creme Fraiche tilsmagt med ingefær. Ingefærkrydringen var ret diskret, men gav et frisk modspil til det lidt tunge fade duekød. Igen inspirationen fra Asien.

Som den store finale, matadorens nådestød på tyren - afslutningen på vores Menu Degustacion -fik vi en Pina Colada. Det vil i Gresca's version betyde en kokosnød bygget op i chokolade og kokosskum, fyldt med ananasjuice og rom. Sjov idé og godt med lidt humor i maden. Ved andet besøg tog vi en halvt bagt chokoladekage med en is på Creme Fraiche. Alle burde opleve den en gang i deres liv. Chokolademasse, med konsistens som akaciehonning og knas i kanten. Min medspiser sad bogstaveligt talt med tårer i øjnene, mens jeg tænkte at det kun kan gå ned af bakke herfra fremover. As good as it gets...

Vinkortet er meget tilforladeligt - ikke de helt store brag, men fornuftigt prissat. Jeg bad om at få anbefalet en vin. Tjeneren, måske medejer, anbefale en albarino(hurtigt glemt) spansk hvidvin til den vanvittige sum af 14 Euro. Se, der kan jeg være med. Menuen på ni retter stod os i 45 Euro, tre retter a la carte koster EUR 25-40, vin fra 10-60 EUR. Hertil kommer skat på 7%. Vi endte på 140 og 100 EUR for de to aftener, begge gange kunne det være blevet mindre, havde vi taget billigere vin.

Så hvorfor har stedet ikke en Michelinstjerne? Enkelte gange fik kun en af os maden serveret, mens den anden kunne vente fx kiksede min første chokoladekage i køkkenet, så jeg fik den først, da min medspiser stort set var færdig. En af tjenerne, hvilket vil sige 50% af staben, kan ikke et ord engelsk, og endelig et begrænset vinkort og et toiletniveau McDonald's ville være flove over. Hvis man kan leve med de ting og deraf lavere priser er det med at komme afsted

Karakter 1-6: 6 - Den sidste for den vanvittige mad. Kokken er alt for dygtig til stedet. Måske han selv ejer det?

Kommer jeg igen: Ja. Jeg har allerede været der to gange. Og skal helt sikkert forbi, hvis jeg kommer til Barcelona igen.

Tip: I Spanien skal man ofte forudbestille de store menuer. Så i forbindelse med bordreservation, er det en god idé at bestille menuen, der næsten altid også er et bedre køb end a lá Carte. Kommer man ind fra gaden, kan man ikke være sikker på at kunne bestille den.

Barcelona - Tapas og turister

Jeg har været en uge i Barcelona. For første gang i øvrigt og det var med både høje forventninger og en vis portion ængstelse at jeg tog afsted. Glæde og spænding over at skulle opleve det spanske køkken, der har været det absolut toneangivende i verden de sidste 15 år. Og samtidig med en vis portion ængstelse over turistfælder med tapas, paella og jeg skal komme efter dig....

Det gode først. Bevæger man sig væk fra turisthovedstrøgene som havn og rambla er niveauet på restauranter højt. Prisniveauet er attraktivt især set med danske briller. To personer, der spiser en 6-7 forskellige tapas og en flaske udmærket Cava spiser fint for 50-70 Euro alt incl. Det kan gøres billigere ved at gå uden om Foie Gras og tage vin uden bobler, men det er nu sjovere med...begge dele.
Og nu til det dårligere. August er absolut ikke måneden at besøge Barcelona. Hovedparten af byen er gået på ferie og det indbefatter en masse af de bedre restauranter.

Jeg havde forgæves forsøgt at få bord på Cinc Sentis, da det var et af de eneste Michelinbestjernede madtempler, der ville ulejlige sig med at holde åbent under vores besøg.
Tit mit held betød det, at jeg endte på Gresca, der skulle vise sig som den bedste restaurant jeg nogensinde har besøgt, men mere om det senere.

Barcelona er en by, der praktisk talt ånder mad. Markeder med havsnegle, svampe fra Pyrenæerne, fisk så friske at de blinker til mig og så lige med et strejf af molekylær skum og det hele. Så hvis den slags har interesse, kan jeg kun anbefale byen. Diverse guidebøger har masser af anbefalinger og jeg vil holde mit besyv til en anmeldelse af Gresca.

Hvis man er til chokolade, kan Cacao Sampaka, C/ Consell de Cent 292, anbefales. Kæden er, så vidt jeg har forstået, delvist ejet af Albert Adria, der er dessertkok på El Bulli og broder til den mere berømte Ferran. Butikken bugner af chokolade i topkvalitet og diverse obskure smagsvaranter som fyldt trøffel med sort oliven. Det store scoop er dog den lille café bagerst, hvor det er muligt at bestille et smagsbatteri med forskellig chokolader etc. Det kan give et tiltrængt skud antioxidant og sukker til at fortsætte (chokolade)indkøbene.