torsdag den 17. september 2009

Sidste sjus med Floyd

Verden er desværre blevet en stor personlighed fattigere, da Keith Floyd døde af et hjerteslag d. 14 september 2009.

Der kan siges mange ting om manden, men han var altid meget seværdig. Det jeg særligt vil huske ham for, var et smittende engagement og glæde ved det han lavede. Hans udsendelser var som regel filmet "on location", om det så var på en stormfuld strand med et vildt flammende gasblus eller dybt nede i en spansk grotte. Det var ikke altid højere kogekunst, men det var lokalt, troværdigt og altid mægtigt underholdende.

Han må vel også være den person, der har præsteret at optræde med den højeste promille på den ærkeklassiske engelske TV-kanal BBC side om side med Boris Jeltsin. En præstation, der ikke må undervurderes og sandsynligvis aldrig vil blive overgået.

Så herfra skal lyde en stor tak til Floyd, for den glæde han havde ved maden og formåede at bringe ud gennem skærmen. Og ikke et ord om danske pålækker-reklamer...

Skål.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar