torsdag den 27. august 2009

Surdej - Når gærceller og bakterierne (ikke) går amok!

Jeg har i længere tid gået og puslet med tanken om at lave surdejsbrød selv. Det skulle give en lidt fyldigere smag til brødet og nå ja... det skader ikke at prøve noget nyt. At det så samtidig involverer gæringsprocesser og mælkesyrebakterier på køkkenbordet, gør det ikke mindre spændende.

Tanken med surdej er at få en gærings- og hævningsproces i gang med brug af mindre gær og alternative (måske mere forskelligartede) gærkulturer. Samtidig har surdejen, som en kvik læser nok kunne tyde af navnet, en syrlig smag. Meget anvendt i mørkt rugbrød herhjemme og hvidt brød længere sydpå som fx. de franske baguettes.

Den normale proces ved surdejsbagning består i, at der laves en surdej, der står på køkkenbordet og gærer et par dage. Herefter røres en dej sammen efter helt normale mål, dog uden eller med meget lidt gær. Dejen koldhæves i køleskab 12-24 timer. Den længere hævetid giver surdejen tid til at udvikle sig og hæve dejen ordentligt igennem. En surdej arbejder betydeligt langsommere end den normale gær, der normalt tilsættes i store mængder.
Efter lidt surfen på nettet faldt jeg over Det Danske Gastronomiske Akademis hjemmeside. Her er en mængde gode og helt sikkert vitalt vigtige oplysninger om, hvorfor man ikke skal spise sin surdej hvis den er grøn.

Jeg for med ungdommelig iver ned i nærmeste supermarked og fik ingredienserne til opskriften fra hjemmesiden.
Hurtigt rørt sammen og så ellers stillet til gæring på køkkenbordet.

Den første og anden morgen så det hele rigtig fint ud - små bobler og det lugtede ikke ubehageligt. Helt sikkert på rette vej. Men så... efter den tredje morgen, da surdejen havde stået lidt over to døgn skete katastrofen. Min fine surdej var skilt i et inferno af mel nederst i glasset med en brungrøn væskelignende konsistens i toppen. Det lignede til forveksling overfladevand fra Utterslev Mose og lugten kunne bestemt ikke karakteriseres som "behageligt syrlig".

Jeg besluttede, at en omgang død gæring ikke skulle slå mig ud. Så jeg tog en af de enkleste opskrifter på surdej - 3 dl. Kærnemælk og 300 g hvedemel. Blandes sammen og stilles til gæring på køkkenbordet i tre dage. Og bingo. Denne gang virkede det helt efter hensigten. Billedet af surdejen kan ses i toppen af indlægget. Surdejen blev i øvrigt tyndere efterhånden som gærcellerne spiste af stivelsen i melet.

Brødet bagt på surdejen havde en fin smag. Ingen antydning af gær overhovedet, men heller ikke så syrlig som jeg havde håbet. Jeg har planlagt, at næste gang jeg bager, bliver det helt uden gær og udelukkende hævet på surdej.

Man kan gemme 1/3 af sin surdej og røre den op med lidt frisk dej eller 200g. mel og 2dl vand. Herefter vil den spise af melet og kan holde sig en uges tid i køleskabet - pas på med hermetisk lukkede patentglas. Der kommer et vist overtryk inde i glasset, erfarede jeg, efter det åbnede med et tryk, der ville gøre en champagne misundelig. Trykket bør lukkes ud mindst en gang om dagen.

En surdej lavet på 300g. mel bør kunne hæve en dej med yderligere 750 g. mel (hvilken mel man anvender, kan jo varieres efter smag og behag), hvilket passer meget godt sammen med 4,5dl. vand og en spiseskefuld salt. Så kom opskriften lige med.

Efter koldhævningen slås dejen ned og brød, boller og kagemænd M/K formes. De bør have lidt tid til at hæve inden de bages - ca. til de er fordoblet i størrelse, hvilket tager en halv til en hel time. De bages ved 200 grader og hvis man smider et halvt glas vand i bunden af ovnen får man en sprød skorpe - med lidt held.

lørdag den 15. august 2009

Blæksprutter - Et slag for lokale råvarer


Inspireret af Spanien, hvor de spiser blæksprutter i alle arter og størrelser, og min søgen efter fisk, der ikke på randen af udryddelse af hverken bestanden eller madbudgettet, så jeg til min store glæde at fiskepusheren i det lokale supermarked havde friske blæksprutter.
Vi fanger mange blæksprutter i Danmark, men eksporterer de fleste til syden, hvor de åbenbart holder mere af dem. Det betyder, at man kan spise dem med god samvittighed, og de er ofte til at få til en fornuftig pris. Man bør dog lige sikre sig, at man ikke bare køber optøede blæksprutter, særligt de små ses ofte hos fiskehandlerne. Der er ikke så meget i vejen med frosne, men lokalt friskfangede løfter det fra bare at være mad til en sand fornøjelse.

Jeg holder uendeligt meget af dette dyr. Både at se det i live under havets overflade og på tallerkenen, hvor det beredvilligt stiller sig til rådighed for en række tilberedningsformer. Friske friterede blæksprutteringe med citron og kold hvidvin, indtaget med en der står hjertet nær, er tæt på min definition af lykke.

Jeg købte et imponerende eksemplar af slagsen og op på brættet derhjemme den kom. De er rimeligt nemme at ordne. Armene skæres fri fra hovedet. Næb og "indmad" fjernes fra kroppen så skånsomt som muligt. Pas på blækposen. Det er et større svineri at hive den i stykker. Hinden omkring kroppen trækkes af og rygsøjlen fjernes. Ellers få fiskehandleren til det.

Jeg skar mine ud i mundrette stykker (hvis man har en mund som en elefant) og marinerede dem i olivenolie, hvidløg, persille og lidt Piment d´Espelette/Chili.

Grill klæder blæksprutter fint. Eneste fidus er at være varsom med stegetiden. De bliver seje og gummiagtige, hvis de får for meget. Jeg giver dem et par minutter på hver side. Lidt friskrørt Aioli eller god dressing og kold hvidvin på en af de foreløbigt sidste sommeraftener i Danmark. Simpelt men dejligt.
Det er godt nok godt

fredag den 14. august 2009

Gresca - Når en gang bare ikke er nok

Det er tunge bekymringer, der ligger på den rejsendes skuldre i spørgsmålet om hvordan overlevelsen sikres under fremmede himmelstrøg.

Skal man droppe ind på hjørnet ved den lokale og få en omgang rustisk mad? Man kan dæmpe ambitionerne, åbne tegnebogen og slå sig ned ved turisthovedstrøgene, hvor restauranterne ved de alligevel aldrig, ser den samme turist igen. Endelig kan man prøve at opspore de bedre steder, en aktivitet der bør gøres hjemmefra og i god tid for at sikre bord. Sidste del kiksede for undertegnede pga. IT koks og det faktum at det meste af Barcelona er lukket i august. Til alt held boede vi tæt på Gresca, der har fået meget rosende omtale på bl.a. Egullet. Det skulle vise sig at være så godt, at vi spiste der to gange på en uge. Første gang til en Menu Degustacion, den helt store omgang og anden gang til en tre-retters a la carte. Og bare rolig, lige så dårlig hjemmesiden er, lige så god er maden.

Jeg vil ikke gennemgå alle ni retter, men blot konstatere, at jeg aldrig før har oplevet så mange serveringer, hvor jeg sidder og klapper i hænderne over samtlige af dem. Som oftest er der på en god aften et par mindeværdige retter - her var rub og stub i topklasse. Madstilen er enkel, men baseret på super råvarer. Smagen er utrolig mættet i samtlige serveringer. Man kan fornemme Spanien i retterne - solen, krydderierne, stoltheden og temperamentet. Der er gas på krydringen og brug af eddiker mv. En stor omvæltning fra den i øjeblikket fremherskende nordiske stil herhjemme, hvor det ofte er små smagsforskelle i urter der dominerer. Samtidig kan man fornemme El Bulli's nærvær og de nye tendenser i tekstur og tilberedning.

Til appetizer fik vi en en råmarineret sardinfilet dækket med en tynd skive gele og ristede sesamfrø. Sardinen var lun og bar tydelig præg af eddike, der medførte at kødet fremstod et sted mellem tilberedt og råt. Sesamfrøene gav asiatiske associationer - et element der gik igen i flere af serveringerne.


En marineret makrel med smag af sherryeddike og rosa peber vakte stor henrykkelse - så stor at min medspiser måtte have den igen anden gang vi besøgte Gresca. Makrellen var serveret på flager af æggeblomme, rå blomkåls-fnuller og sojamarineret agurk. Smagen var både parfumeret og skarp som en knivsæg - en mesterlig servering.

Flere restauranter gør krav på at have opfundet diverse retter, der er blevet klassikere hos dem - såkaldte signaturretter. En sådan er hos Gresca carpaccio af blækspruttearme med sort pølse, vel en art blodpølse - jeg er ikke så stiv ud i diverse spanske pølser og specialiteter. Serveret på en bund af kartoffelmos og omkranset af marineret Zucchini. Til vores andet besøg, hvor vi selv kunne bestemme retterne, måtte jeg, i sandhedens og Deres tjeneste, teste lidt rå blækspruttearme. En meget skulpturel ret, der smagsmæssigt fremstod absolut ordinær i forhold til resten.


Til hovedret fik jeg de største kammuslinger jeg har oplevet. Vi snakker to moppedrenge, hvor den største vel var på 120 gram, serveret med hele friterede mini-rejer og en sauce på pinjekerner og skaldyr. Der var uforskammet godt - på den syndige måde.


Anden hovedret i menuen var due med ingefær. Et duebryst tilberedt Sous Vide - helt igennem perfekt. Tilberedningen i vakuum havde sikret det møreste, mest jævnt tilberedte lille stykke kød. Som toppen af kransekagen lå låret øverst med sprødt skind stegt på traditionel vis. Det hele var anrettet på en glace af duefond og en streg Creme Fraiche tilsmagt med ingefær. Ingefærkrydringen var ret diskret, men gav et frisk modspil til det lidt tunge fade duekød. Igen inspirationen fra Asien.

Som den store finale, matadorens nådestød på tyren - afslutningen på vores Menu Degustacion -fik vi en Pina Colada. Det vil i Gresca's version betyde en kokosnød bygget op i chokolade og kokosskum, fyldt med ananasjuice og rom. Sjov idé og godt med lidt humor i maden. Ved andet besøg tog vi en halvt bagt chokoladekage med en is på Creme Fraiche. Alle burde opleve den en gang i deres liv. Chokolademasse, med konsistens som akaciehonning og knas i kanten. Min medspiser sad bogstaveligt talt med tårer i øjnene, mens jeg tænkte at det kun kan gå ned af bakke herfra fremover. As good as it gets...

Vinkortet er meget tilforladeligt - ikke de helt store brag, men fornuftigt prissat. Jeg bad om at få anbefalet en vin. Tjeneren, måske medejer, anbefale en albarino(hurtigt glemt) spansk hvidvin til den vanvittige sum af 14 Euro. Se, der kan jeg være med. Menuen på ni retter stod os i 45 Euro, tre retter a la carte koster EUR 25-40, vin fra 10-60 EUR. Hertil kommer skat på 7%. Vi endte på 140 og 100 EUR for de to aftener, begge gange kunne det være blevet mindre, havde vi taget billigere vin.

Så hvorfor har stedet ikke en Michelinstjerne? Enkelte gange fik kun en af os maden serveret, mens den anden kunne vente fx kiksede min første chokoladekage i køkkenet, så jeg fik den først, da min medspiser stort set var færdig. En af tjenerne, hvilket vil sige 50% af staben, kan ikke et ord engelsk, og endelig et begrænset vinkort og et toiletniveau McDonald's ville være flove over. Hvis man kan leve med de ting og deraf lavere priser er det med at komme afsted

Karakter 1-6: 6 - Den sidste for den vanvittige mad. Kokken er alt for dygtig til stedet. Måske han selv ejer det?

Kommer jeg igen: Ja. Jeg har allerede været der to gange. Og skal helt sikkert forbi, hvis jeg kommer til Barcelona igen.

Tip: I Spanien skal man ofte forudbestille de store menuer. Så i forbindelse med bordreservation, er det en god idé at bestille menuen, der næsten altid også er et bedre køb end a Carte. Kommer man ind fra gaden, kan man ikke være sikker på at kunne bestille den.

onsdag den 12. august 2009

Barcelona - Tapas og turister


Jeg har været en uge i Barcelona. For første gang i øvrigt og det var med både høje forventninger og en vis portion ængstelse at jeg tog afsted. Glæde og spænding over at skulle opleve det spanske køkken, der har været det absolut toneangivende i verden de sidste 15 år. Og samtidig med en vis portion ængstelse over turistfælder med tapas, paella og jeg skal komme efter dig....

Det gode først. Bevæger man sig væk fra turisthovedstrøgene som havn og rambla er niveauet på restauranter højt. Prisniveauet er attraktivt især set med danske briller. To personer, der spiser en 6-7 forskellige tapas og en flaske udmærket Cava spiser fint for 50-70 Euro alt incl. Det kan gøres billigere ved at gå uden om Foie Gras og tage vin uden bobler, men det er nu sjovere med...begge dele.
Og nu til det dårligere. August er absolut ikke måneden at besøge Barcelona. Hovedparten af byen er gået på ferie og det indbefatter en masse af de bedre restauranter.

Jeg havde forgæves forsøgt at få bord på Cinc Sentis, da det var et af de eneste Michelinbestjernede madtempler, der ville ulejlige sig med at holde åbent under vores besøg.
Tit mit held betød det, at jeg endte på Gresca, der skulle vise sig som den bedste restaurant jeg nogensinde har besøgt, men mere om det senere.

Barcelona er en by, der praktisk talt ånder mad. Markeder med havsnegle, svampe fra Pyrenæerne, fisk så friske at de blinker til mig og så lige med et strejf af molekylær skum og det hele. Så hvis den slags har interesse, kan jeg kun anbefale byen. Diverse guidebøger har masser af anbefalinger og jeg vil holde mit besyv til en anmeldelse af Gresca.

Hvis man er til chokolade, kan Cacao Sampaka, C/ Consell de Cent 292, anbefales. Kæden er, så vidt jeg har forstået, delvist ejet af Albert Adria, der er dessertkok på El Bulli og broder til den mere berømte Ferran. Butikken bugner af chokolade i topkvalitet og diverse obskure smagsvaranter som fyldt trøffel med sort oliven. Det store scoop er dog den lille café bagerst, hvor det er muligt at bestille et smagsbatteri med forskellig chokolader etc. Det kan give et tiltrængt skud antioxidant og sukker til at fortsætte (chokolade)indkøbene.