mandag den 29. marts 2010

Forårsfornemmelser



Når Erantis og Vintergæk bryder snedækket og frosten begynder at slippe sit tag i søerne, så er det forårsfornemmelserne begynder at rumstere i mange mennesker.

Men for os, de sande gourmeter, mere ydmygt bare ædedolke, er det en helt anden forårsbebuder, der sætter gang i amorinerne. Stenbideren, eller rettere dens små lyserøde rogn. Velsagtens en af de bedste og smukkeste råvarer vi har i vores lille kongerige heroppe nordpå.

At stenbiderrogn endda tager sig rigtig godt ud i den helt enkle servering med Creme Fraiche, rødløg, dild og en blinis gør det bare endnu smukkere. På en måde passer den simple servering til den spæde årstid.
-
Fintsnittet rødløg

Hvordan giver man lige retten det sidste twist? En god Creme Fraiche. De mindre økologiske mejerier laver nogle ganske gode produkter, der tilmed smager af andet end syrnet mælk. Og en fedtprocent et godt stykke over 18 øger cremetheden.

Et sidste råd: Sæsonen er alt for kort og har været igang længe så det er med at få sin ration mens tid er.
-
Hvad drikker man til? Den er faktisk svær. Rå løg er en barsk omgang for mange vine, så vodka er slet ikke så dårligt og det er helt sikkert festligt. Ellers kan en god syrerig blanc de blanc champagne eller spinkel hvid fx. Muscadet eller Pinot Blanc også virke. Pas på den ikke overdøver rognen.