The Ledbury - Kunsten at fejre sig selv.

Jeg var så heldig at være inviteret til London på min 32 års fødselsdag. I den forbindelse mente jeg, at jeg mindst fortjente at spise på et Michelin-bestjernet etablissement, min ekstrem gode opførsel det forgange år taget i betragtning. Efter lidt research hjemmefra, faldt valget på The Ledbury. Stedet ligger i Notting Hill; et hyggeligt kvarter med eksklusive shoppingmuligheder. Der lå et par butikker i nærheden, der åbenbart var meget vigtige at få undersøgt, ifølge min rejseledsagerske. Et par hundrede meter derfra ved Portobello Road, ligger den meget anbefalelsesværdige Books For Cooks. En hyggelig lille butik udelukkende med kogebøger, kæmpe udvalg og søde ekspedienter, endda med en lille café bagerst. Den kan kun anbefales hvis man er i nabolaget. Efter denne lille afstikker skal vi tilbage til det væsentlige...

The Ledbury lokker med en treretters a la carte med frit valg mellem 4-5 for- hovedret og desserter. Vi valgte dog den store Tour de Force med deres 7 retters tasting menu til en pris på 70 pund. Med tilhørende vinmenu endte menuen på 108 pund pro persona. Absolut et tiltalende element, at det er muligt at servere en vinmenu, der ikke ender på små 1000 kr flasken. Her kunne nogle danske restauranter måske hente inspiration, hvor det herhjemme kan føles som, hele avancen skal hentes hjem på vinen. Restauranten har et yderst velassorteret vinkort som det sig hører til, og særlig udvalget i champagnerne er tillokkende og de er prissat så en finanskriseramt mand endda overvejede at få boblet kroppen godt igennem.

Vi startede med en Foie Gras parfait på papirstyndt sprødt brød og herefter en kold Zucchinisuppe med parmesan-granite og hvidt skum. Hvad skummet var lavet på, er gået tabt i erindringen. En appetizer, der havde klare lighedstræk til den ærtepuré-ting vi fik serveret to dage før på Texture Det er åbenbart moden pt. med kolde klorofyldominerede supper tilsat lidt granite. Det fungerer også rigtig godt med noget koldt og forfriskende uden at få bombet smagsløgene i sænk, før selve hovedakten starter. Vi blev budt af tre slags hjemmelavet brød. Blandt andet en briochelignende ting med bacon. Det smagte langt bedre, end det lyder.

Menuens første egentlige ret var et stykke grillet makrel med skind serveret med avocadomos, igen en genganger fra Texture, croutoner, persilleolie og nogle alt for dominerende ristede løg. En fin ret, der var let og velsmagende, når man formåede at snige gaflen uden om de ristede løg.

Herefter var der kolde blancherede forårsgrøntsager, serveret med et halvt blødkogt fasanæg med en skive sommertrøffel og en uforskammet velsmagende parmesancreme. Absolut interessant med fasanæg, der åbenbart er i handlen i England - vi så dem på marked i Borough.
Menumæssigt fungerer det fint med en grøn ret, når man indtager så store mængder mad. Den største anke mod retten var, at den lidt ensomme skive sommertrøffel var blevet dyppet overordentlig grundigt i en balje trøffelolie. Det betød at det stort set var umuligt at smage andet end trøffelolie. Det bør ikke være sådan, at en skive trøffel, er det eneste på en tallerken, der kører retur til skraldespanden.

Næste ret var en skive stegt Foie Gras med blodappelsin-pure til at give syre og sprødt mandelcrunch på toppen. Et top servering og fortolkning på en kendt klassiker. I glasset blev serveret en østrigsk sød vin, Trockenbeeerenauslese af en for mig ukendt producent. Den havde en rigtig fin syre til den fede Foie Gras og blev præsenteret fint. Betjeningen var vidende og informativ om både tilberedning af mad samt vinen. Et stort plus var det at opleve personale med så meget overskud, at det hele ikke bliver prætentiøst, men kan serveres med et glimt i øjet.

Vi slog os nu på rødvinen, et udmærket glas Marsannay fra Sylvain Pataille. Hertil fik vi, hvad der var aftenens højdepunkt for min medspiser. Ristet havtaskehale med ærter, ærtepure, friske morkler og en hvid skum på... tadaaaa.....??? Det var åbenbart ikke min aften med hensyn til at huske, hvad skum var lavet på. Men en meget mundvandsdrivende duft steg op fra den visuelt vanvittig flotte ret.
Nu behagede det sig således, at mit yndige selskab havde valgt at frekventere faciliteterne, så jeg måtte se min varme mad indkapslet under store metalklokker. Hvordan letter man en lille smule på en metalklokke og smugler et par bidder ud, uden at vække større opsigt på en restaurant i dette niveau? Forslag og ekspertråd modtages gerne! Eneste anke til en rigtig fin ret var at ærterne havde en vis lighed med de frosne fra Netto. Den går ikke på en restaurant med en michelinstjerne og sikkert ambitioner om flere. Havde køkkenchefen måske fri denne søndag?

Hoved- eller kødretten om man vil, var lam i diverse tilberedninger. Rosa stegt culotte, rød filet, en usandsynlig lækker skulder stegt et døgn og endelig en krokette med strimlet kød rørt med urter. Hertil en sauce demi glace, det vil sige kraftig indkogt fond, der tykner med collagenet fra benene. En super ret, jeg stadig kan smage nu et par uger efter. Hertil fik vi en udmærket Chianti, en klassiker til lam, der generøst blev genopfyldt uden beregning, da indholdet af mit glas vist var forsvundet. Som et gennemgående træk over hele aftenen var alt håndværk ud i stegning og tilberedning udført til perfektion.

De har et udmærket ostebord med en 20 oste, pænt udvalg af britiske. Jeg har stor forkærlighed for lokale råvarer og da de samtidig har betydelig bedre gang i småmejerierne og spændende råmælksoste, end vi har på denne side af Nordsøen, hoppede jeg på en gang skilt hærdet mælk.
Jeg valgte en blandet omgang ged og ko med og uden diverse skimmelorganismer. En næsten umulig opgave at finde en passende vin. Deres temmelig unge vintjener foreslog en kold Niepoort Colheita 1995 til rimelige 8,50 GBP. Den fungerede faktisk rigtigt fint og de lidt køligere temperaturer klædte så absolut portvinen. Om diverse bedstemødre så vender sig i graven må de jo om...

Som det er blevet kutyme skal man belemres med to desserter. Jeg ofrer mig så beredvilligt i den søde tands tjeneste. Predesserten bestod af en panna cotta med hvid chokolade-sne. En meget frisk servering og en fin kombination af to lyse teksturer. Selve desserten bestod af en geleterrin med jordbær og appelsin, is på hibiscus og suppe på jordbær og igen hibiscus. Igen en frisk dessert, der slog på det lette og lyse i stedet for det tunge og fyldige. Som en afslutning af en ballerina i stedet for efterårets chokolade-sumobryder. Meget fint ramt til det sene forår.

Vi betakkede os for kaffen, men blev alligevel budt lidt hjemmelavede Petit Fours i traditionel stil. Hvem kan modstå fyldt chokolade i topkvalitet. Regningen for to personer med to glas champagne, fulde menuer med vin, en gang ost og portvin, samt et par flasker vand endte på 304 pund. Ikke urimeligt niveauet taget i betragtning og vel ca. 30% billigere end i København incl. den gode valutakurs. Det skal nævnes, at det er kutyme i England, at der automatisk lægges 12,5% på regningen i drikkepenge. Jeg betaler så de 12,5%, men lægger ikke yderligere til, med mindre betjeningen har været ud over det sædvanlige. Og 30 pund er stadig en del at lægge i drikkepenge sammenlignet med, hvad jeg normalt gør herhjemme. Men skik følge eller land fly... Jeg kender ikke lønniveauet for tjenere i England og ved ikke om drikkepenge er en væsentlig del af lønnen.

Hvordan skal man konkludere på The Ledbury? Det er en restaurant, der slår på de klassiske dyder snarere end vilde eksperimenter. Tidens tendenser kan dog ikke helt ignoreres og der har sneget sig lidt skum, gele og andre El Bulli kreationer ind i et par af retterne. Det er en restaurant, der snarere behager end udfordrer sin gæst. Men de er nu rigtig gode til det. De øjeblikke, hvor man tager en bid og bare må lukke øjnene og nyde smagen indtraf et par gange i løbet af aftenen. Og det er desværre sjældent, det sker for mig, så det tæller som store plusser. Omvendt var der også et par enkelte indslag, der ikke virkede helt i topklasse.
Hvis man er er til veltillavet europæisk mad på højt niveau med fin og forholdsvis usnobbet betjening, kan The Ledbury udmærket anbefales. Stedets Michelinstjerne er velberettiget i mine øjne. Derfor ender vi på:

Karakter 1-6: 5
Kommer jeg igen: Til prisen, har London så mange andre restauranter jeg gerne vil prøve inden jeg kommer igen. Men jeg har på ingen måde fortrudt.

Og såden gik det til, at jeg fik fejret mig selv og min 32 års fødselsdag.