torsdag den 21. maj 2009

Begyndelsen på det hele

Ja hvad skal man starte med. Hvad med at starte med at fortælle om hvad mine tanker er med denne blog. Jeg er vild med mad. Jeg har altid, så længe jeg kan huske tilbage, været vild med mad. Jeg vil sandsynligvis altid være vild med mad. Når jeg en dag ikke kan tygge eller smage mere, vil jeg stadig være vild med minderne om mad.

Jeg tror det hele startede, da jeg i en tidlig alder fik et ordentlig fad små havsnegle, i en gammel borg i Portugal på en af barndommens ubekymrede ferier.

Af en eller anden grund var jeg fast besluttet på, at sneglene måtte være verdens lækreste ting, siden de blev behandlet som små diamanter og bragt til bordet af en tjener i stiv rød uniform og et udtryk så selvhøjtideligt, at kun overtjenere kan se sådan ud.

Siden er det gået slag i slag, jeg har lavet meeeeget mad, sågar arbejdet i branchen, spist på en masse gode restauranter og har planer om det hele, stadig kun er begyndelsen til et livslangt eventyr.

Og hvad har alt dette så at gøre med mine tanker om denne blog, spørger den opmærksomme læser!
Til det er svaret, at denne blog skal handle om mad (og det man drikker til). I alle afskygninger. Det kan være de b(l)ævrende eksperimenter ud i molekylære forsøg med dekonstrueret tomatgelé. Kampen om at lave den perfekte is og hvad jeg ellers oplever eller udsætter mig selv og mine omgivelser for ud i det kulinariske hjørne.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar